Vis det fulde website

EnergiWatch

Ørsted skifter landechef i USA: Thomas Brostrøm har fået et andet job

Thomas Brostrøm har ifølge Ørsted valgt at søge karrieremuligheder uden for selskabet.

Foto: Illustration: Vineyard Wind

Ørsted må sige farvel til Thomas Brostrøm, der har været landechef på det vigtige amerikanske marked for havvind.

Han bliver erstattet af David Hardy, der overtager stillingen som landechef for den nordamerikanske forretning for havvind med øjeblikkelig virkning.

Ifølge Ørsted har Thomas Brostrøm besluttet sig for at forfølge nye karrieremuligheder uden for selskabet, fremgår det af en pressemeddelelse torsdag eftermiddag.

Her lyder det også, at den nu tidligere landechef hos Ørsted vil flytte tilbage til Europa i løbet af de kommende måneder, da han skal starte i en ledende rolle inden for vedvarende energi hos et globalt energiselskab.

"Jeg takker Thomas for hans arbejde og gode præstationer, og vi ser frem til at bygge videre på hans succes," siger adm. direktør for Ørsteds havvindforretning, Martin Neubert.

Forretning i vækst

Thomas Brostrøm har været en del af Ørsted siden 2009, og siden sommeren 2015 har han stået i spidsen for energikoncernens havvindforretning i USA, der dengang ikke rykkede meget på sig udadtil.

De seneste år er interessen for at udvikle havvind på det amerikanske marked nærmest eksploderet, og en lang række rivaler, herunder en stribe af de store oliegiganter, er rykket ind på markedet.

"Set tilbage på alt det, vi har opnået inden for en relativt kort tidsperiode, er jeg uhyre stolt af hver medarbejder og hvert et projekt, som har hjulpet med at drive vores succes," siger Thomas Brostrøm i pressemeddelelsen.

Ørsted har de seneste år også haft succes i en række udbudsrunder for havvind i USA. Det gælder blandt andet i staterne New York, New Jersey, Rhode Island og Connecticut.

Det danske selskab har gennem udbudsrunder - og opkøbet af konkurrenten Deepwater Wind i 2018 - sikret sig rettighederne til at bygge næsten 3 gigawatt havvindkapacitet i USA inden udgangen af 2024.

Rutineret arvtager

I Ørsted-regi er den nye landechef for amerikansk havvind, David Hardy, nærmest næppe kommet på alle de interne mailinglister endnu.

Han tiltrådte nemlig så sent som i marts i år i stillingen lige under Thomas Brostrøm som driftsdirektør for den amerikanske havvind. I branchen er David Hardy dog et velkendt ansigt. Siden midten af 00'erne har han haft ledende poster i bl.a. GE, Vestas.

Senest har han siddet i toppen for den tyske mølleproducent Senvion.

"Davids store kommercielle erfaring og viden fra vindindustrien vil være et stort aktiv for Ørsted og for en industri, som er udset til at blive den primære energikilde for millioner af amerikanere. Hans lederskab kommer på et tidspunkt, hvor USA ser mod vedvarende energi til jobskabelse, økonomisk vækst og som løsning til at minimere effekterne af klimaforandringer," siger Martin Neubert, mens David Hardy selv ligeledes benytter anledningen til at understrege Ørsteds bidrag til amerikansk økonomi:

"Der er utallige individer, som ikke bare er på udkig efter et nyt job, men også muligheden for et mere bæredygtigt liv på en sund jordklode. Ørsted kan ganske unikt opfylde begge behov. Jeg vil med mit hold arbejde ubønhørligt for at levere resultater til vores aktionærer og samtidig skabe en fremtid, vi alle kan være stolte af."

Ørsted og rivaler afventer svar i New York

David Hardy får formentligt også nok at se til i sin nye rolle, da flere og flere konkurrenter har set sig lune på det amerikanske marked for havvind, samtidig med at efteråret byder på en række udbudsrunder i USA.

Senest gjaldt det i staten New York, da Ørsted tidligere i denne uge kunne fortælle, at selskabet sammen med partneren Eversource har budt ind med projektet Sunrise Wind 2 i en stor udbudsrunde i den amerikanske stat.

Udbudsrunden i New York er med sine 2,5 gigawatt målrettet havvind den foreløbigt største af sin slags i USA nogensinde, og muligheden for at vinde retten til projekter i staten er heller ikke gået konkurrenternes næse forbi.

Oliekæmpen Equinor er stået frem som én af budgiverne, og det samme er Copenhagen Infrastructure Partners i samarbejde med amerikanske Avangrid Renewables.

Nyserda, der er New Yorks energiudviklingsmyndighed, forventer at udnævne vinderen af udbudsrunden i løbet af fjerde kvartal i år, fremgår det af myndighedens hjemmeside.

Staten New Jersey har også lanceret en udbudsrunde for havvind på op til 2,4 gigawatt, og interesserede havvindudviklere kan byde ind frem til 10. december i år.

Centrica Energy Trading udvider til nye markeder

BP's markedsværdi falder til laveste niveau i 26 år 

Modtag nyhedsbreve fra EnergiWatch

OBS: Det er gratis at modtage nyhedsbrevet.

Mere fra EnergiWatch

Job

Se flere jobs