Vis det fulde website

EnergiWatch

Pludselig lød et uventet brag og en lugt af gas spredte sig

I slutningen af maj strømmede methan-holdig luft pludselig op fra en olieplatform langt ude i Nordsøen, hvilket kom som en overraskelse både for to ansatte og olieselskabet Total. ShippingWatch og EnergiWatch giver et indblik i minutterne, der kunne have været fatale.

Foto: Total

Frit hængende i hvert sit reb syv meter under et kælderdæk 225 kilometer ude i Nordsøen er to erhvervsklatrere i gang med at skære hul i et af platformens ben. Pludselig lyder et brag, som får dem til at stoppe arbejdet. En lugt af gas breder sig.

Det er her, det går op for de to specialister, at noget er galt.

Klokken er 10.26 den 27. maj i år, og de to kolleger fra det hollandske selskab Conbit har netop afsluttet otte minutters boring i benet – også kendt som en jacket. De ved endnu ikke, at deres liv på det her tidspunkt er i fare.

Operatøren af boreapparatet slukker sit værktøj. Han tror først, det er maskineriet, der er noget galt med.

Men i virkeligheden er problemet, at der fra det hul, han har skåret i benet, strømmer methanholdigt luft med en hastighed på 0,3 kg. i sekundet. Direkte op i atmosfæren.

Antændes gassen, vil det kunne skabe en såkaldt flash fire: en pludselig, intens brand, der bevæger sig med stor hast.

Da de to kolleger opdager, at borehullet lækker methan, begiver de sig hurtigt imod kælderdækket ovenfor.

På et tidspunkt under opstigningen vælger de at fire sig tilbage til hullet for at hente det boreudstyr, som de har ladet ligge.

En risikabel handling, som bringer dem begge i unødvendig fare.

Det var et hul i denne jacket, som førte til et læk af methan fra Tyra Øst. Billedet er taget efter uheldet fra feltets kælderdæk, hvortil de to bore-medarbejdere fra Conbit blev evakueret, da udslippet gik i gang. | Foto: Total
Det var et hul i denne jacket, som førte til et læk af methan fra Tyra Øst. Billedet er taget efter uheldet fra feltets kælderdæk, hvortil de to bore-medarbejdere fra Conbit blev evakueret, da udslippet gik i gang. | Foto: Total

Store risici

EnergiWatch og ShippingWatch har været i kontakt med teknikeren, der borede hul i platformbenet, og med den HSE supervisor, der var den første på ulykkesstedet efter de to mænd med ansvar for opgaven.

Ingen af dem har villet kommentere hændelsen.

"Der er allerede blevet lavet en undersøgelse, så jeg har ikke mere at tilføje," lyder det fra supervisoren i et skriftligt svar.

Undersøgelsen, der henvises til, er lavet af Tyra-feltets operatør, supermajoren Total. Over 74 sider i undersøgelsesrapporten med bilag erkender det franske olieselskab, at langtfra alt forløb efter bogen.

Det gælder ikke bare i løbet af de 7-8 minutter, hvor methanen bankede ukontrollabelt ud fra det ene ben på Tyra Øst. Eller den halve time det tog, før en trykudligning satte en endegyldig stopper for udslippet.

For eksempel var der seks dage før uheldet blevet målt methan inde i benet, efter at medarbejderne på rope access-holdet havde kunnet lugte gas under en forudgående boring.

Denne risiko gav dog ikke anledning til nogen ændringer i planerne for de Conbit-ansatte, som Total havde hyret til opgaven. 

Vurderingen lød på det tidspunkt, at der ikke var tale om trykopbygning, og at gassen ikke var til stede i eksplosionsfarlige koncentrationer. Det var en fejlslutning.

På dagen for uheldet foregik Conbit-medarbejdernes forberedelsesmøde desuden ikke på stedet for boringsarbejdet, men i et mødelokale. Samtidig har det vist sig, at det boreværktøj, der blev brugt til platformbenet, ikke er designet til at kunne bruges i eksplosionsfarlige omgivelser.

Derudover var Total ad flere omgange for længe om at rapportere til myndighederne om uheldet.

Total har ikke villet stille op til interview, men har i stedet sendt et skriftligt svar. Her bekræfter selskabet, at en række foranstaltninger skulle have været håndteret bedre. I samme ombæring bemærker selskabet, at det har iværksat initiativer for at rettet op på disse forhold.

Total erkender, at medarbejderne fra underleverandøren Conbit brugte boreudstyr, som ikke var beregnet til eksplosionsfarlige omgivelser. Billedet viser det udstyr, som blev brugt til boringen, som skabte methanlæk. | Foto: Total
Total erkender, at medarbejderne fra underleverandøren Conbit brugte boreudstyr, som ikke var beregnet til eksplosionsfarlige omgivelser. Billedet viser det udstyr, som blev brugt til boringen, som skabte methanlæk. | Foto: Total
 

Havde ryddet op for kulbrinter

Hændelsen fandt sted, mens Total var i gang med at lukke Tyra-feltet ned i forbindelse med en stor genopbygning af feltet. I slutningen af maj var feltet erklæret kulbrintefri zone – fri for olie og gas.

Det var bare ikke tilfældet i platformbenene, viste det sig.

Total vurderer ikke, at der var tale om procesgas – altså gas, som selskabet havde produceret fra undergrunden. Der blev hurtigt etableret en tese om, at gassen måtte være migreret ind i platformbenene ad åre. Tyra-feltet var siden åbningen i 1984 sunket seks meter. Det var en hovedårsag til, at feltet måtte genopbygges.

Nogle uger senere anmeldte Total sagen til Havarikommissionen for Offshore Olie- og Gasaktiviteter som en "større ulykke". Her brugte oliegiganten følgende beskrivelse: 

"Ved hændelsen frigjordes uventet et tryk fra et af platformens ben i forbindelse med anboring som forberedelse til overskæring af benet. Det antages, at trykket hidrørte fra gas, og at hændelsen i tilfælde af antændelse kunne have medført dødsfald for to personer, som udførte boringen."

Total lukkede straks efter ulykken ned for nedtagningsarbejdet. Dagen efter anmeldte Total uheldet til Arbejdstilsynet, selv om det ifølge tilsynet egentlig skulle være blevet indberettet med det samme.

Myndigheden udførte herefter et strakstilsyn ved Tyra, inden Total genoptog nedtagningsarbejdet den 31. maj  – uden at have fundet svar på, hvad der havde forårsaget gaslækket:

"Vi genoptog nedtagningsarbejdet på Tyra, efter vi havde klarlagt, at hændelsen skyldtes et gasudslip fra platformbenet. Samtidig var det undersøgt og konkluderet, at udslippet var stoppet, og at benet ikke indeholdt mere gas," skriver Total.

"Inden arbejdet blev genoptaget, ændrede vi procedure og værktøj," lyder det også.

Ikke set før

Arbejdstilsynet erklærer sig på baggrund af Totals efterfølgende rapport enig i, at der ser ud til at være tale om en større ulykke.

Tilsynet ønsker ikke at kommentere årsagen til gasudslippet og afventer i dag en rapport fra Havarikommissionen.

Også Total afventer kommissionens arbejde, men for den franske operatør står det til gengæld allerede klart, at der var tale om en helt ekstraordinær situation.

Selv i dag ved selskabet ikke med sikkerhed, hvor meget gas der blev sluppet ud i atmosfæren, samt hvordan uheldet opstod.

Estimaterne for udslippets størrelse spænder mellem 30 og 50 kubikmeter, svarende til benets hulrum.

Total vurderer, at gassen sandsynligvis er blevet dannet i dybereliggende lag under havbunden og siden er sivet ind i platformbenet. Den slags kaldes termogen gas.

Umiddelbart er vi ikke bekendt med, at der er sket noget lignende før.

Peter Hauge Madsen, formand for Havarikommissionen

Havarikommissionen skal på baggrund af gasudslippet lave en rapport til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) med en vurdering af hændelsen og anbefalinger til, hvordan et lignende udslip kan undgås i fremtiden.

Formand Peter Hauge Madsen, der til daglig er institutdirektør for DTU Wind Energy, ønsker på nuværende tidspunkt ikke at komme med en konklusion på arbejdet, da Havarikommissionen fortsat diskuterer gasudslippet på baggrund af Totals rapport og Arbejdstilsynets bemærkninger.

Men han bekræfter, at dette gasudslip skiller sig ud fra, hvad han tidligere har set:

"Umiddelbart er vi ikke bekendt med, at der er sket noget lignende før, at der har kunnet sive gas op fra dybt i undergrunden og ind i et ben. Vi må konstatere, at det altså er observeret og kan ske. Jeg vil meget nødig kommentere yderligere, før vi er færdige," siger Peter Hauge Madsen.

Foto: Total
Foto: Total
 

Har ændret procedurer

Total, som ejer eneretten i den danske Nordsø, er på baggrund af gasudslippet i gang gået i gang med at gennemgå sine procedurer for dekomissioneringsprojekter.

Den nye viden skal indgå i overvejelserne om alle fremtidige operationer og være med til at sikre, at de rette sikkerhedsforanstaltninger er på plads, oplyser selskabet.

Vi har straks taget ved lære af hændelsen, ændret vores procedurer og delt vores nyerhvervede viden.

Gerald Kloski, chef for HSE, Total

Gerald Kloski, der er chef for HSE (sundhed, sikkerhed og miljø) i Totals danske afdeling, understreger i et skriftligt svar, at sikkerhed er Totals højeste prioritet.

"Vi har straks taget ved lære af hændelsen, ændret vores procedurer og delt vores nyerhvervede viden og læring med både myndigheder og den brede industri," siger han og tilføjer:

"Gaslækagen på Tyra Øst er meget usædvanlig, hændelsen har ændret vores opfattelse af olie- og gasfri-områder og det har ført til ændringer af de sikkerhedsforanstaltninger, der var på plads, da hændelsen indtraf. De usædvanlige omstændigheder har haft indflydelse på, hvordan der blev reageret på hændelsen offshore og hvordan hændelsen blev rapporteret."

Sådan så det ud, da Sleipnir-skibet i september bragte de nye jackets på plads til Tyra Future-projektet. Godt fire måneder tidligere var en ulykke ved at koste to mænd livet, da de borede hul i en jacket på det gamle Tyra-anlæg. | Foto: Total PR
Sådan så det ud, da Sleipnir-skibet i september bragte de nye jackets på plads til Tyra Future-projektet. Godt fire måneder tidligere var en ulykke ved at koste to mænd livet, da de borede hul i en jacket på det gamle Tyra-anlæg. | Foto: Total PR

Efter ulykken har Total også selv udarbejdet en handlingsplan for at forhindre lignende udslip fremadrettet. Den omfatter ikke kun Tyra-projektet, men Totals operationer i bredere forstand.

Det nye Tyra-felt skal være en realitet i løbet af sommeren 2022.

I august blev de to beboelses- og procesplatforme, Tyra Øst og Tyra Vest, fjernet og bragt til ophugning, mens de nye jackets kom på plads i september.

Feltet får efter planen en peak-produktion på 60.000 tønder olieækvivalenter om dagen.

Normalt tegner Tyra sig godt omkring 90 procent af al den gas, der forbruges i Danmark. 

Kommunikationen brister

Den 27. maj er gassen uønsket. Den fosser ud fra jacketben B2, som bliver ved at larme.

Forvirringen på platformen er total. Ingen af de implicerede medarbejdere får taget kontakt til radiorummet på naboplatformen Maersk Guardian, som protokollerne ellers foreskriver.

Og fire minutter efter, at lækket starter, forsøger den tilsynsførende med produktionen på Tyra at meddele via radiosystemet, at alt varmt arbejde skal indstilles.

Først tre kvarter senere lykkes det at få stoppet de sprængfarlige aktiviteter på kælderdækket.

Der går over to timer, før Total får igangsat den formelle undersøgelse af uheldet.

Gasudslip under genopbygning af Tyra satte to personer i livsfare 

Modtag nyhedsbreve fra EnergiWatch

OBS: Det er gratis at modtage nyhedsbrevet.

Mere fra EnergiWatch

Job

Se flere jobs