Vis det fulde website

EnergiWatch

Danica Pension: Vi har en stor og vigtig rolle i den grønne omstilling

Danica Pension har øget sine grønne investeringer med 131 pct. siden årsskiftet. Vigtigt for både pensionsselskabet og kunderne, siger adm. direktør Ole Krogh Petersen.

Foto: Stine Bidstrup/ERH

Danica Pension har i løbet af årets første tre kvartaler investeret 23,8 mia. kr. i den grønne omstilling. Det svarer til en stigning på 131 pct. siden årsskiftet, hvor pensionsselskabet havde investeret 10,3 mia. kr. indenfor den grønne omstilling.

Stigningen vidner om, hvor vigtigt det er for både pensionskassen og dens kunder at kunne bidrage til den grønne omstilling, siger Ole Krogh Petersen, administrerende direktør i Danica Pension, til Ritzau Finans.

Selskabet har en målsætning om at have 100 mia. kr. investeret indenfor den grønne omstilling i 2030, hvor branchens fælles mål er en samlet investering på 350 mia. kr.

"Det er vigtigt for os at kunne se, at det ikke bare forbliver at være ord, men at der rent faktisk også er handling bag. Det er ikke kun positivt for os, men også for resten af samfundet," siger Ole Krogh Petersen.

Investeringerne i den grønne omstilling dækker over grønne obligationer, bæredygtig energi som sol og biomasse, bæredygtige ejendomme samt aktier og kredit, der understøtter en forbedring af klimaet.

Det er særligt investeringerne i de grønne obligationer, som har drevet stigningen i pensionskassens grønne investeringer siden årsskiftet.

Grønne investeringer og afkast skal følges ad

Direktøren påpeger, at der under coronakrisen har været et stort fokus på, at den økonomiske genopstart skulle være grøn på tværs af flere sektorer, som har været med til at øge antallet af investeringsmuligheder i den grønne omstilling.

"Og det er enormt vigtigt. Det er fint nok at sige, at man vil den grønne omstilling, men det skal gå hånd i hånd med at kunne levere et godt afkast."

"Og der er vi glade for, at vi i de ni måneder har kunnet opbygge andelen af de grønne investeringer og samtidig leveret attraktive afkast i det marked, som vi er i," siger Ole Krogh Petersen og tilføjer, at stigningen formentlig ikke vil være lige så kraftig i de kommende år, som det har været tilfældet i 2020.

For Danica Pension er det vigtigt at gøre opmærksom på de muligheder, som branchen har for at påvirke den grønne omstilling og skubbe samfundet i den rigtige retning.

Ikke kun ved at lave negativ screening af virksomheder, men også ved at drive samfundet og virksomheder i den rigtige retning gennem et aktivt ejerskab.

Her peger Ole Krogh Petersen på energiselskabet Ørsted som et eksempel, der er gået fra at være et sort til et grønt selskab.

Danica Pension lancerer bæredygtigt produkt

Danske pensionsselskaber udlåner milliardbeløb til opførelse af batterifabrik 

PFA investerer knap 200 mio. kr. i grønne obligationer

Industriens Pension afsætter en mia. til energi i vækstmarkeder 

PKA medejere af store kulminer trods grøn ambition 

Modtag nyhedsbreve fra EnergiWatch

OBS: Det er gratis at modtage nyhedsbrevet.

Mere fra EnergiWatch

Job

Se flere jobs