Vis det fulde website

EnergiWatch

Maersk Drilling vil halvere CO2-emissioner på boreaktiviteter de næste ti år

Maersk Drilling vil nedsætte sine CO2-emissioner med 50 pct. frem mod 2030. Halvdelen af målet skal dog opnås med nye teknologier, siger adm. direktør, Jørn Madsen.

"Vi har sat en tiårshorisont, og det betyder, at vi er nødt til at være ambitiøse og innovative," siger Jørn Madsen. | Foto: PR/Maersk Drilling

Maersk Drillings rolle som leverandør af borerigge til olieselskaberne rimer ikke ligefrem på den grønne agenda, men det danske selskab lancerer fredag morgen et mål om at blive mere bæredygtigt.

I løbet af de næste ti år vil Maersk Drilling, der udlejer borerigge og -skibe, halvere CO2-emissionen fra selskabets boreaktiviteter.

"Det er selvfølgelig under den forudsætning, at vi stadig tror på, at olie og gas vil spille en stor rolle i energimikset i mange år frem. Derfor er vores bidrag, at vi gør vores for at få CO2-aftrykket på udvindingen af olie og gas så langt ned som muligt," siger Jørn Madsen, der er administrerende direktør, til Ritzau Finans.

Det er første gang, at Maersk Drilling går ud med et konkret mål på den front, og det skal måles i forhold til både omsætningen, boredybden og antallet af kontraktdage.

Ambitionen tager udgangspunkt i niveauet fra 2019 og går frem til 2030. Udviklingen i arbejdet og de konkrete resultater vil blive offentliggjort i selskabets bæredygtighedsrapport, som udsendes sammen med årsrapporten.

"Vi har sat en tiårshorisont, og det betyder, at vi er nødt til at være ambitiøse og innovative," siger direktøren.

Halvdelen af målet skal nås med nye teknologier

Maersk Drilling regner med, at omkring halvdelen af den planlagte reduktion kan ske gennem yderligere effektivitetstiltag, som selskabet arbejder med som en del af sin forretningsstrategi, og allerede kendte teknologier og koncepter.

Den anden halvdel af reduktionen skal til gengæld sikres gennem investeringer i innovation og nye teknologier.

"Med de teknologier, vi kan implementere i øjeblikket, når vi ikke 50 pct. i 2030. Vi skal innovere og adoptere nogle af de løsninger, der kommer til at dukke op i andre industrier. Vi skal lægge os i selen for at nå målet," siger Jørn Madsen.

Maersk Drilling er lige nu er i gang med at teste flere tiltag. Det gælder blandt andet muligheden for at sætte batterier på selskabets store jackup-rigge i Norge.

"Om bord er der indimellem høje belastninger, og det betyder, at man er nødt til at have flere motorer kørende på et uoptimalt niveau. Ved at introducere batterier kan man udjævne det og også køre mere optimalt. Vi regner med, at det kan tage 15-20 pct. af energiforbruget ud," siger Jørn Madsen.

Derudover har borerigselskabet introduceret elektroniske systemer, som styrer motorerne, og ifølge topchefen kan det muligvis reducere energiforbruget med omkring 5 pct.

I flere år har Maersk Drilling også arbejdet med at gøre arbejdsgangene mere effektive som et led i forretningsstrategien "Smarter Drilling for Better Value".

"Vi vil kunne levere en brønd på færre dage end før, og det har også en positiv indvirkning på vores CO2-aftryk," siger Jørn Madsen.

Vil skubbe en del af omkostning videre til kunder

Selv om der skal bruges både tid og penge på at nå målsætningen, kan topchefen på nuværende tidspunkt ikke sætte et tal på de forventede investeringer.

Samtidig forventer topchefen også, at selskabet kan skubbe en del af omkostningerne til omstillingen videre til olieselskaberne, som er selskabets kunder.

"Vi tror i høj grad på, at vi vil finde løsninger, som kunderne også vil finde attraktive. I Norge skal selskaberne eksempelvis både betale skat på NOx og CO2. Hver gang vi reducerer forbruget, opnår kunderne også en besparelse," forklarer Jørn Madsen.

"Kunderne kommer dermed til at få fordele af i deres klimaregnskab, og derfor regner vi også med, at kunderne skal betale en del af de investeringer, fortsætter han og fortæller, at nogle kunder allerede så småt begynder at stille flere krav til selskabet og at komme med forslag til løsninger."

Han afviser samtidig, at investorerne har presset på for at få det danske selskab, der tidligere var en del af A.P. Møller-Mærsk, til at fastsætte et konkret mål.

Ifølge topchefen har der til gengæld været en interesse for, hvilke tiltag selskabet arbejder med inden for hele bæredygtighedsspektret.

Maersk Drilling tror ikke på, at selskabet kan finde en enkelt løsning, der kan sikre, at det kommer til at leve op til ambitionen frem mod 2030. Derfor arbejdes der lige nu med flere potentielle tiltag.

"Der er eksempelvis muligheden for, at vi finder en erstatning for diesel, der ikke udleder CO2, og der er teknologier på vej med eksempelvis brint og ammoniak, som måske kan hjælpe os," siger Jørn Madsen.

I juni gik Maersk Drilling også ind i et konsortium med henblik på at udvikle et projekt, der skal kunne fange og oplagre CO2 under havbunden.

Kan virke som modsætningsforhold

Maersk Drillings direktør forstår godt, hvis det kan virke, som om der er et modsætningsforhold i at operere i oliesektoren og samtidig have en ambition om at nedsætte emissionen af drivhusgasser.

"Men - i hvert fald i vores optik - er verden i en situation, hvor olie og gas kommer til at være en del af energimikset i en lang periode fremadrettet. Olie og gas har været den energiform, der har gjort, at verden er kommet hen, hvor den er i dag. Der er ikke en energiform, som lige nu bare kan tage over for forbruget af olie og gas."

"Det kan der godt være et modsætningsforhold i, men der kommer til at være en omstillingsperiode, som olie og gas kommer til at være en del af. Vi vil gøre, hvad vi selv kan, for at bringe klimaaftrykket så langt ned, som vi kan, når vi deltager i den type aktiviteter," siger Jørn Madsen og anslår, at olie og gas fortsat vil udgøre en væsentlig del af energimikset i "årtier" endnu.

Mål dækker ikke scope 3

Maersk Drillings reduktionsmål er rettet mod de såkaldte scope 1- og scope 2-emissioner.

Førstnævnte dækker over den direkte emission fra kilder, der ejes og kontrolleres af virksomheden selv, mens scope 2 dækker over den mere indirekte emission fra eksempelvis energileverandører til virksomhedens drift og produktion.

Derimod er scope 3-emissionen ikke omfattet af målsætningen. Det dækker over den emission, der sker som en konsekvens af virksomhedens aktiviteter - herunder eksempelvis distributionen af produkterne og anvendelsen hos slutbrugerne.

"Det kommer til at batte på den måde, at ligesom resten af samfundsstrukturen, hvor der er fastsat målsætninger for, hvor meget emissionerne skal nedbringes, så siger vi, at vi også har et ansvar. Vi lægger os op af Paris-aftalen og forsøger at møde de krav," siger Jørn Madsen.

Ud over målet for at sænke emissionen fra Maersk Drillings drift af boreriggene indeholder selskabets strategi også målsætninger for helt at undgå alvorlige arbejdsulykker og for at øge andelen af kvinder i ledende stillinger.

Mere konkret betyder det, at selskabet går efter at øge mængden af kvindelige ledere onshore på tværs af niveauer til 30 pct. I seniorledelsen er målet 25 pct., og i direktionen er det 20 pct. frem mod udgangen af 2023.

På nuværende tidspunkt er andelen henholdsvis 24 pct., 10 pct. og 0 pct.

Storbank: Mærsk, Fredriksen og Odfjell bør gå sammen i drilling

Godt 70 rigge venter i kulissen for presset boresektor: Mange bliver sandsynligvis der

ARC's carbon capture-anlæg tager form: Byggeri kan starte til foråret  

Modtag nyhedsbreve fra EnergiWatch

OBS: Det er gratis at modtage nyhedsbrevet.

Mere fra EnergiWatch

Job

Se flere jobs