Vis det fulde website

EnergiWatch

Shell nedskriver med op til 5 milliarder i første kvartal

Den britisk-hollandske oliegigant nedskriver for milliarder på bagkant af pandemi og priskrig. Corona-hammeren faldt især i marts, oplyser Shell.

Foto: Sergei Karpukhin/Reuters/Ritzau Scanpix

Olieselskabet Shell har tirsdag morgen udsendt en opdatering på sit første kvartal, hvori det fremgår, at effekterne af coronavirus og oliepriskrig "primært reflekteres i marts", mens effekterne på januar og februar bliver "relativt små".

Ikke desto mindre har Shell set sig nødsaget til at lave en nedskrivning for første kvartal af året på mellem 400 og 800 mio. dollar. Det svarer til et sted mellem 2,7 mia. og 5,4 mia. kr.

Shell oplyser, at for hver gang oliepriserne falder med 10 dollar tønden, betyder det 6 mia. dollar mindre om året på Shells post for pengestrømme fra operationer.

Dog bemærker selskabet i den forbindelse, at denne kausalitet normalvis bruges i forhold til mindre prisændringer, end hvad der har været tilfældet over den seneste tid.

Således er oliepriserne faldet med over 60 procent de seneste måneder. Udviklingen er især blevet forværret af coronapandemien og uenigheder mellem landene i Opec +. Den europæiske referenceolie Brent er tirsdag nede i 23,20 dollar per tønde.

Forventer væsentlig usikkerhed

Situationen fik i sidste uge Shell til at suspendere sit planlagte aktietilbagekøbsprogram, fremlægge planer om at nedbringe operations-omkostningerne med 3-4 mia. dollar det næste år og sænke kapitaludgifterne med mindst 5 mia. dollar i 2020.

"På baggrund af covid-19 ser og forventer vi væsentlig usikkerhed, hvad angår de makroøkonomiske forhold som priser og efterspørgsel på olie, gas og relaterede produkter. Ydermere har den globale udvikling og usikkerhed i olieudbuddet skabt mere usikkerhed på råvaremarkederne," konstaterer Shell i opdateringen.

Selskabet kalkulerer med en upstream-produktion på mellem 2.650 og 2.720 tønder olieækvivalenter om dagen i løbet af første kvartal.

Samtidig oplyser Shell, at det har indgået en ny aftale om kreditfaciliteter til en værdi af 12 mia. dollar, oveni dets eksisterende faciliteter på 10 mia. dollar.

 

Total og Shell skærer store lunser af budgetterne 

Upstream-sektorens pengepung kan blive mindre end i 13 år 

Arbejdskraft på Nordsøen reduceret med knap 40 procent

Krise tvinger Equinor til milliardbesparelser 

Modtag nyhedsbreve fra EnergiWatch

OBS: Det er gratis at modtage nyhedsbrevet.

Mere fra EnergiWatch

Job

Se flere jobs