Vis det fulde website

EnergiWatch

Ørsted-CEO: Coronavirus øger risikoen for havvindforsinkelser i USA

"Vi har ikke rigtigt nogen god sigtbarhed på det i dag, men alt andet lige vil situationen omkring Covid-19 øge risikoen," siger Henrik Poulsen, der er adm. direktør hos Ørsted.

Foto: Ørsted

Store sejre i udbudsrunder for havvind i USA sidste år skabte stor glæde på ledelsesgangen hos den danske energikoncern Ørsted, som nu står til at skulle opføre en række havvindmølleparker ud for den amerikanske østkyst i årene frem mod 2024.

Ørsted har selv udråbt netop markedet for havvind i USA som en "attraktiv strategisk vækstmulighed", og på nuværende tidspunkt er stort set alle energikoncernens projekter i landet i udviklingsfasen.

Det betyder, at selskabet først efter planen skal begynde at opføre projekterne i løbet af de kommende år, når alle de relevante godkendelser og tilladelserne fra myndighederne er helt på plads.

Netop myndighedsgodkendelserne kan risikere at trække ud, hvis det globale udbrud af coronavirus rammer godkendelsesprocesserne i USA gennem eksempelvis rejserestriktioner, hjemmearbejde og offentligt ansatte, der er travlt optaget af krisehåndtering.

Det er ikke den eneste kilde til usikkerhed om den præcise tidslinje for godkendelserne i USA.

I august kom det frem, at Bureau of Ocean Energy Management (BOEM), der er den føderale myndighed for havvind i USA, havde besluttet af sætte gang i en mere omfattende analyse af de miljømæssige påvirkninger af den fremtidige havvindudbygning end først planlagt. Den er endnu ikke afsluttet.

"Det er rigtigt, at den samlede effektanalyse fra BOEM i forvejen var en kilde til risiko for forsinkelser, og det er klart, at hele den har situation omkring Covid-19 øger risikoen for, at der kan komme forsinkelser i de tilladelser, vi skal have for at kunne gå i gang med at bygge havvindmølleparkerne."

"Vi har ikke rigtigt nogen god sigtbarhed på det i dag, men alt andet lige vil situationen omkring Covid-19 øge risikoen," siger Henrik Poulsen, der er administrerende direktør hos Ørsted.

Ørsted har vundet retten til at opføre havvindprojekter ud for kysten i staterne New Jersey, New York, Rhode Island, Connecticut og Maryland, og de første projekter ventes i første omgang at stå klar i 2022, mens de seneste projekter efter planen skal stå klar i 2024.

"Vi har ikke sagt eller lagt nogen bestemt tidslinje frem for, hvornår vi skulle have de her godkendelser. Vi har indleveret alle ansøgninger på nær til et enkelt projekt, og vi har ikke fortalt nærmere om vores forventninger til, hvor lang tid der går. Da vi ikke har fuld sigtbarhed for, hvor hurtigt BOEM kan komme tilbage, er det ikke noget, som vi kan give et meningsfuldt svar på."

"Vi er stadig meget fortrøstningsfulde, men nogle af de projekter, som ligger først i vores udbygningsprogram, er selvfølgelig dem, der er mest sårbare over for forsinkelser," siger Henrik Poulsen.

Topchefen forventer ikke, at eventuelle forsinkelser vil få en væsentlig betydning for økonomien i de planlagte projekter.

Ørsted: Forretningsmodellen er robust i coronatider

Sydbank om Ørsted-udmelding: Bekræfter knap så hård virus-effekt 

Modtag nyhedsbreve fra EnergiWatch

Du er nu tilmeldt vores nyhedsbreve.
Indtast venligst en gyldig e-mailadresse.
Der gik noget galt. Prøv venligst igen.

OBS: Det er gratis at modtage nyhedsbrevet.

Mere fra EnergiWatch

Job

Se flere jobs