Vis det fulde website

EnergiWatch

Tyskland er blevet "ubetydeligt" for Nordex

På tre år er det tyske hjemmemarked gået fra det vigtigste til stort set fraværende for Nordex, der er pessismister omkring tysk genrejsning i år såvel som næste år.

Foto: Nordex

I 2016 var Tyskland fortsat det suverænt vigtigste marked for Nordex. Mere end en fjerdedel af årets samlede kapacitet blev installeret på hjemmemarkedet, der også stod for næsten tre fjerdedele af produktionen samt halvdelen af samtlige mølleproducentens ansatte.

Tre år senere er Tyskland fortsat det land, hvor Nordex har flest medarbejdere og bygger flest møller. Om end det nu kun er godt hver tredje, der er ansat i hjemlandet, mens mindre end halvdelen af de installerede 3 GW i 2019 blev medbragt hjemmefra. Mens kun ganske få – 108,1 MW – blev plantet i hjemlig muld, hvilket gjorde Tyskland til mølleproducentens blot 12. største marked sidste år.

"Det [tyske marked] er ubetydeligt for os for nuværende," konstaterede salgsdirektør Patxi Landa i forbindelse med Nordex' præsentation af sin årsrapport.

Det er ikke kun Nordex, for hvem det tyske marked aktuelt ikke har den store betydning. Det officielle tal for sidste års samlede installation af landvind sneg sig kun akkurat op over en gigawatt – langt under en femtedel af, hvad der blev sat op to år tidligere – mens årets udbud med en enkelt undtagelse blev stadig mere underopfyldt.

Årsagen er velkendt. Udviklerne skal have bygningstilladelser for at deltage i udbuddene, men på grund af årelange tilladelsesprocesser, der ofte er genstand for adskillige klagesager, sidder projekter for mange gigawatt fast i systemet. Efter sidste års kollaps med massive nedskæringer i industrien til følge har den tyske regering forsøgt at rette op med pisk og gulerod. Men foreløbigt med yderst begrænset succes.

Således også for Nordex, hvor kun et par hundrede megawatt af sidste års rekordstore ordreindtag på 6,2 GW var tyske.

"Det tyske marked udgjorde i løbet af 2019 omkring 3 pct. af vores samlede ordrer," sagde Patxi Landa.

"So vi regner desværre ikke med det tyske marked givet situationen. Og når det kommer til en genrejsning, så er vi ærligt talt en smule pessimistiske, fordi der var ting, der skulle være sket men ikke gjorde det. Som konsekvens af det, så tror jeg ikke, at vi forventer en fuld genrejsning af markedet i 2021."

Tyskland vender tilbage

Mølleproducenten vil dog langt fra afskrive Tyskland for bestandig. Lige som mange andre vesteuropæiske lande stiler også tyskerne efter en elektrificering af samfundet, der foruden energi- og transportsektoren blandt andet også omfatter industrien, hvor regeringen har store ambitioner inden for den grønne brintteknologi, PTX, der er en oplagt dansepartner for vindmøller.

Men foreløbigt regner Nordex ikke med noget fra hjemmemarkedet – men bliver gerne positivt overrasket.

"Når markedet vender tilbage – og jeg bærer ingen tvivl om, at det vender tilbage – så vil det være en bonus for os," konstaterede salgsdirektøren.

Tyskland dykker tilbage i tristessen

Tysk mølleproducent fyrer op mod 200

Mere fra EnergiWatch

Job

Se flere jobs