Vis det fulde website

EnergiWatch

Aker BP-chef: Vedvarende energi løser ikke alt

Man skal passe på med at undervurdere, hvor svært det er at erstatte de fossile brændsler, mener adm. direktør hos Aker BP.

Foto: PR / Aker BP

Jovist, det er vigtigt for verden at ændre energisammensætningen. Og det betyder på langt sigt mindre olie, gas og kul, men mere vedvarende energi. Det vedstår Karl-Johnny Hersvik, som er topchef hos Norges næststørste olieaktør, Aker BP.

Imidlertid vil han også gerne advare imod naivitet. Det slår han fast i et interview med det norske medie Nettavisen.

"Jeg er stor tilhænger af vedvarende energi, men det kan ikke gøre det alene, uanset hvor optimistisk, man er," bemærker Karl-Johnny Hersvik.

Han henviser til, at verden forbrugte 11,7 mia. ton olieækvivalenter i 2018, og at det vil kræve en 25 millioner nye vindmøller at dække det behov samt den voksende energiefterspørgsel frem til 2050. Det svarer til 2.200 vindmøller hvert år i 30 år.

Som EnergiWatch beskrev tirsdag, rundede Aker BP en rekordstor omsætning i fjerde kvartal af 2019, hvor den norske oliekæmpe solgte for over 1 mia. dollar. Ikke mindst deltagelsen i det enorme Johan Sverdrup-projekt har spædet godt til i pengekassen.

Samtidig oplyste Aker BP, at man har fundet frem til en udviklingsløsning for Noaka-feltet sammen med storbroderen på norsk sokkel, Equinor.

Det kan potentielt ende som en ny stor guldkalv for partnerne, idet Noaka ventes at indeholde reserver for mindst 500 mio. tønder olieækvivalenter. 

 

Norske olieselskaber går sammen om stort felt 

Norsk olieselskab bryder loftet med nye rekordtal 

Mere fra EnergiWatch

Job

Se flere jobs