Vis det fulde website

EnergiWatch

LA forlader klimaforhandlinger efter strid om job

Princip om beskæftigelse bliver ikke en del af klimalov. Derfor forlader Liberal Alliance forhandlinger.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Liberal Alliance har fredag aften forladt forhandlingerne om en klimalov. 

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Liberal Alliance har ønsket at få medtaget et princip i klimaaftalen om, at initiativer, der reducerer beskæftigelsen, skal modsvares af tiltag, der øger beskæftigelsen tilsvarende. 

En lignende formulering står i det såkaldte forståelsespapir, som Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten blev enige om efter valget i juni.

Men dette bliver altså ifølge Liberal Alliance ikke en del af en klimalov. 

"Vi har svært ved at forstå, at de partier, der har aftalt princippet med hinanden, ikke ønsker, at det skal være til stede i en klimalov," siger Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, i pressemeddelelsen.

Langvarige forhandlinger om at nå til enighed om en klimalov er fortsat fredag og er ved 20-tiden stadig i gang. 

Liberal Alliance savner også svar på, hvad reduktionen af drivhusgasser vil koste i rede penge. Partiet fører ikke politik med "bind for øjnene", lyder det.

"Vi er enige om, at Danmark skal være et grønt foregangsland og have et højt ambitionsniveau. Vi vil gerne være med til at føre en effektiv klimapolitik, hvor sund økonomi, omstilling og vækst går hånd i hånd." 

"Men der mangler gennemsigtighed omkring, hvad det kommer til at koste," siger Vanopslagh.

Han uddyber, at klimapolitikken gerne må koste penge, men at grøn omstilling og vækst ikke må blive "hinandens modsætninger".

Klimaloven skal sikre, at Danmark når i mål med at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990. 

Det er den ramme, der skal ligge om de næste mange årtiers arbejde med at reducere Danmarks CO2-udledning.

Planen er, at klimaloven skal vedtages inden jul, og at den skal følges op af klimahandlingsplaner i foråret.

Regeringen vil skrue ned for biogas til transport

Klimaminister vil have flere ambitioner i grøn EU-aftale 

Mere fra EnergiWatch

Job

Se flere jobs